maj 24, 2007
Mange følger sikkert med gru den uhyggelige udvikling i Libanon. DSU samarbejder med den stærke ungdomsorganisation, Progressive Youth Organisation (PYO). PYOs “moderparti” hedder Progressive Socialist Party, hvor lederen Walid Joumblatt er en ledende kraft i den såkaldte 14. marts koalition.
I lyset af situationen i det nordlige Libanon har vi modtaget følgende opdatering fra netop Walid Joumblatt:
Dear Comrades,
As I write to you, Lebanon is witnessing a series of security events directed against the Lebanese Army and the whole of Lebanon. These tragic events are yet another in a series of events masterminded by factions supportive of the Syrian Ba`athist regime, in a continuing attempt to foil the realization of the International tribunal on the assassination of Lebanese Prime Minster Rafik al-Hariri.
On Sunday 20 May, a shady Palestinian paramilitary organization calling itself Fateh al-Islam assaulted and ambushed Lebanese army checkpoints and patrols north of Lebanon and in the Palestinian refugee camp of Nahr Al-Bared north of Tripoli. This was followed by a series of ongoing clashes between the army and this outlaw group in various part of the city of Tripoli and has so far resulted in the arrest and killing of a number of these militants and the capture of all their command posts outside the camp, and the tragic death of 27 Lebanese soldiers. This same group was also linked to 13th of February Ain `Alak bus bombings, injuring and killing a number of innocent Lebanese citizens.
These attempts to spread chaos, however, are not only restricted to one region of the country. Late last night a car bomb exploded in the highly populated Eastern sector of Beirut, spreading terror and trying to destroy Lebanon’s economic infrastructure.
The recent events fall in line with Syrian president Bashar al Assad’s threats to inflame Lebanon if the international tribunal is approved.
In this certain juncture, we stand firm that the only salvation for Lebanon and its people is reaffirming:
A strong support of the Lebanese government in its continuous effort to strengthen the Lebanese Security forces, the only legitimate side to bear arms over Lebanese soil as endorsed in UN Security Council resolution 1701. The vital ratification of the International Tribunal by the Security Council under chapter seven as being the only measure to achieve justice and protect the Lebanese from the gale of assassinations and instability.The monitoring of the Lebanese-Syrian borders by the United Nations to prevent the influx of arms and terrorists to Lebanon.
The implementation of all UN resolutions on Lebanon (1559,1595,1636,1644,1680,1701) We are fully aware of your continuous support of Lebanese sovereignty and independence and we are confident that you will spare no effort to support our quest to safeguard a free democratic Lebanon.
Sincerely YoursWalid JOUMBLATT
tirsdag den 16. oktober 2007
PYO trodsede frygten
maj 26, 2007
Lørdag morgen ankom vores partnere fra Libanon. Sikkerhedssituationen i Libanon er meget ustabil og derfor kom vores partnere en dag senere. De kunne berette om den store frygt som libaneserne må leve med konstant. Beirut har forvandlet sig til en krigszone, og gaderne ligger øde hen, da folk ikke tør gå udenfor mere. Det hele startede for 14 dagen siden, da Fatah Islam valgte at bruge en palæstinensisk flygtningelejr som skjulested. Det fik hæren til at angribe lejren, og siden da er bomberne faldet i Beirut. Situationen er tilspidset, og det ser ikke ud til at regeringen kan finde en løsning.
Trods urolighederne i Libanon, fandt vores samarbejdspartnere overskud til at komme til Amman til seminaret. DSU og Progressiv Youth Organization (PYO) har det sidste år haft et tæt samarbejde. I den kommende tid vil sammen arbejde for at oprette et ungdomsnetværk og platform i Libanon. For at udvikle et bæredygtigt netværk vil PYO gerne have træning i politisk kommunikation, kampagne og lobbyisme. Ved løbende træning og uddannelse af PYO’s medlemmer, er håbet at de bliver i stand til at skabe dialog med hele den libanesiske ungdom.
Lørdag morgen ankom vores partnere fra Libanon. Sikkerhedssituationen i Libanon er meget ustabil og derfor kom vores partnere en dag senere. De kunne berette om den store frygt som libaneserne må leve med konstant. Beirut har forvandlet sig til en krigszone, og gaderne ligger øde hen, da folk ikke tør gå udenfor mere. Det hele startede for 14 dagen siden, da Fatah Islam valgte at bruge en palæstinensisk flygtningelejr som skjulested. Det fik hæren til at angribe lejren, og siden da er bomberne faldet i Beirut. Situationen er tilspidset, og det ser ikke ud til at regeringen kan finde en løsning.
Trods urolighederne i Libanon, fandt vores samarbejdspartnere overskud til at komme til Amman til seminaret. DSU og Progressiv Youth Organization (PYO) har det sidste år haft et tæt samarbejde. I den kommende tid vil sammen arbejde for at oprette et ungdomsnetværk og platform i Libanon. For at udvikle et bæredygtigt netværk vil PYO gerne have træning i politisk kommunikation, kampagne og lobbyisme. Ved løbende træning og uddannelse af PYO’s medlemmer, er håbet at de bliver i stand til at skabe dialog med hele den libanesiske ungdom.
Go to border, fix it, come back!
april 18, 2007
Efter en delvist skræmmende og tankevækkende, dels spændende og atypisk turisttur i Beirut, var det tid til at pakke og checke ud fra hotellet. Herefter blev vi kørt hjem til Maidas mors lejlighed, hvor vi holdte møde med Maida og Tarek. Maida er en af arbejdshestene i PYO, og Tarek er international sekretær. Vi fik aftalt mulige datoer til afholdelse af et seminar i Libanon dette forår, som skal fungere som opstart til et netværk for ungdomsorganisationer i landet, inspireret af DUF-modellen. Desuden fik vi nogle programdetaljer og andre praktiske ting på plads. En god start på en efterfølgende vanvittig aften..Da det var ved at være tid til at rykke mod lufthavnen, skete der noget hamrende usandsynligt; chaufførens bilnøgle knækkede! Pludselig stod han med to usammenhængende dele af nøglen – og vores tasker var godt gemt af vejen i den låste bil. Vi er lidt i tvivl om hvordan, men kufferterne kom ud, og vi blev kørt til lufthavnen i en anden bil.Og uheldet fortsatte. Da vi ankom til lufthavnen, ville de ikke lade os rejse ud af landet! Det skyldtes, at vores pas ved en fejl var kommet med på turen til grænsen tidligere på dagen, og derfor var blevet stemplet ved grænsen til Syrien, som om vi havde forladt landet d. 12. april. Nu var havde viseren på uret imidlertid bevæget sig over tolv, og det var blevet fredag d. 13.. Da vi ifølge papirerne var ude af Libanon d. 12. men stadig praktisk talt befandt os i landet, var vores ophold her altså ulovligt.Den mærkelige situation afførte en masse ballade. Ziad, PYO’s repræsentant hos partiet og medlem af IUSY-komiteen, skulle tilfældigvis med samme fly som os. Han gjorde en benhård indsats for at få paskontrollørerne til at indse det vigtige i at lade os tage af sted.I første omgang stod den øverstkommanderende dog standhaftigt på udsagnet om, at vi måtte tage tilbage til grænsen selv, få det ordnet og så komme tilbage. Det kunne jo ikke være noget problem at blive et par dage ekstra, når nu vi havde sagt, at vi godt kunne lide Libanon. Han var på alle måder en absurd mærkelig mand og var bl.a. imod immigration, da det ødelægger et lands kultur. På grund af Ziads gode forbindelser og måske vores charme-forsøg, fik vi til sidst lov til at tage hjem og beskytte vores kultur mod indvandrer-faren.FTW har lært os meget – deriblandt ikke at stole på noget som helst andet transportmiddel end din cykel!Efter en 8 timers lang mellemlanding i Milano er vi nu hjemme i godt behold og – trods transportproblemer, totalt søvnunderskud og diverse sygdomme – ved fremragende humør. PYO er en fantastisk organisation, og der er virkelig muligheder i for nogle seje projekter. Vi glæder os meget til det fremtidige arbejde – og pt. til at komme hjem under dynen. Godnat.
Efter en delvist skræmmende og tankevækkende, dels spændende og atypisk turisttur i Beirut, var det tid til at pakke og checke ud fra hotellet. Herefter blev vi kørt hjem til Maidas mors lejlighed, hvor vi holdte møde med Maida og Tarek. Maida er en af arbejdshestene i PYO, og Tarek er international sekretær. Vi fik aftalt mulige datoer til afholdelse af et seminar i Libanon dette forår, som skal fungere som opstart til et netværk for ungdomsorganisationer i landet, inspireret af DUF-modellen. Desuden fik vi nogle programdetaljer og andre praktiske ting på plads. En god start på en efterfølgende vanvittig aften..Da det var ved at være tid til at rykke mod lufthavnen, skete der noget hamrende usandsynligt; chaufførens bilnøgle knækkede! Pludselig stod han med to usammenhængende dele af nøglen – og vores tasker var godt gemt af vejen i den låste bil. Vi er lidt i tvivl om hvordan, men kufferterne kom ud, og vi blev kørt til lufthavnen i en anden bil.Og uheldet fortsatte. Da vi ankom til lufthavnen, ville de ikke lade os rejse ud af landet! Det skyldtes, at vores pas ved en fejl var kommet med på turen til grænsen tidligere på dagen, og derfor var blevet stemplet ved grænsen til Syrien, som om vi havde forladt landet d. 12. april. Nu var havde viseren på uret imidlertid bevæget sig over tolv, og det var blevet fredag d. 13.. Da vi ifølge papirerne var ude af Libanon d. 12. men stadig praktisk talt befandt os i landet, var vores ophold her altså ulovligt.Den mærkelige situation afførte en masse ballade. Ziad, PYO’s repræsentant hos partiet og medlem af IUSY-komiteen, skulle tilfældigvis med samme fly som os. Han gjorde en benhård indsats for at få paskontrollørerne til at indse det vigtige i at lade os tage af sted.I første omgang stod den øverstkommanderende dog standhaftigt på udsagnet om, at vi måtte tage tilbage til grænsen selv, få det ordnet og så komme tilbage. Det kunne jo ikke være noget problem at blive et par dage ekstra, når nu vi havde sagt, at vi godt kunne lide Libanon. Han var på alle måder en absurd mærkelig mand og var bl.a. imod immigration, da det ødelægger et lands kultur. På grund af Ziads gode forbindelser og måske vores charme-forsøg, fik vi til sidst lov til at tage hjem og beskytte vores kultur mod indvandrer-faren.FTW har lært os meget – deriblandt ikke at stole på noget som helst andet transportmiddel end din cykel!Efter en 8 timers lang mellemlanding i Milano er vi nu hjemme i godt behold og – trods transportproblemer, totalt søvnunderskud og diverse sygdomme – ved fremragende humør. PYO er en fantastisk organisation, og der er virkelig muligheder i for nogle seje projekter. Vi glæder os meget til det fremtidige arbejde – og pt. til at komme hjem under dynen. Godnat.
Mothers of peace
april 12, 2007
I dag traf vi endnu et lidt specielt valg – 30 kilometers cykeltur i stiv kuling i de libanesiske bjerge foretrak vi frem for at trille 12 km ned af Shouf (Mount Lebanon) eller en kort tur rundt i byen Tripoli, som var de to andre ting, man kunne vælge mellem at deltage i på dag to af FTW - Libanon.
Første pit-stop var ved vinslottet Chateau Kefraya. Et virkelig flot grønt område, hvor vi smagte den lokale vin og fik hjemmelavet juice, nødder og honning.
Turen som foregik ved Beka’a endte med frokost på restaurant Chalet Du Lac med udsigt over en billedskøn dal (lige apropos arbejder vi stadig med billedproblematikken). Udover lækker mad kunne vi nyde ægte libanesisk folkedans. Som altid når libaneserne slår sig løs kan man ikke undgå at blive revet med, så vi endte begge med at blive indviet i de forbudte trin.
Det samme skete senere på aftenen. Efter et hurtigt bad og et par skrevne linier til denne blog, kørte vi alle af sted i bus til Café Rawda – en skøn beach club lige ud til havet, hvor vi endnu engang blev overraskede over alt den gode mad og det gode selskab. Det var det nystiftede ”fredsparti”, der betalte gildet, hvorfor formanden naturligvis også sagde et par bevingede ord. Derefter kom Rayan, formand for PYO, på, og til sidst fortalte en ældre kvinde os, at vi såede sæd til freden, vi var fredens mødre. Og så svingede vi hofterne til arabisk musik en times tid. I stedet for at hoppe på bussen hjem, kørte vi derefter i bil med Rayan og Ziad fra PYO for at snakke projekt. Aftenen sluttede på hotellet, hvor en anden gruppe PYO-folk sad med alle deltagernes pas og skrev visumansøgninger til Jordan. De gør et utroligt stort stykke arbejde, og det kan være svært at forstå, de kan holde humøret så højt, når de har arbejdet så hårdt så mange dage og nætter i træk.
Billeder: vi har taget endnu flere - og de er gode! Vi vil gerne dele dem med Jer men har stadig visse tekniske problemer. Nogle professionelle fotografer har fulgt os i dag, så I kan starte med at checke denne side
I dag traf vi endnu et lidt specielt valg – 30 kilometers cykeltur i stiv kuling i de libanesiske bjerge foretrak vi frem for at trille 12 km ned af Shouf (Mount Lebanon) eller en kort tur rundt i byen Tripoli, som var de to andre ting, man kunne vælge mellem at deltage i på dag to af FTW - Libanon.
Første pit-stop var ved vinslottet Chateau Kefraya. Et virkelig flot grønt område, hvor vi smagte den lokale vin og fik hjemmelavet juice, nødder og honning.
Turen som foregik ved Beka’a endte med frokost på restaurant Chalet Du Lac med udsigt over en billedskøn dal (lige apropos arbejder vi stadig med billedproblematikken). Udover lækker mad kunne vi nyde ægte libanesisk folkedans. Som altid når libaneserne slår sig løs kan man ikke undgå at blive revet med, så vi endte begge med at blive indviet i de forbudte trin.
Det samme skete senere på aftenen. Efter et hurtigt bad og et par skrevne linier til denne blog, kørte vi alle af sted i bus til Café Rawda – en skøn beach club lige ud til havet, hvor vi endnu engang blev overraskede over alt den gode mad og det gode selskab. Det var det nystiftede ”fredsparti”, der betalte gildet, hvorfor formanden naturligvis også sagde et par bevingede ord. Derefter kom Rayan, formand for PYO, på, og til sidst fortalte en ældre kvinde os, at vi såede sæd til freden, vi var fredens mødre. Og så svingede vi hofterne til arabisk musik en times tid. I stedet for at hoppe på bussen hjem, kørte vi derefter i bil med Rayan og Ziad fra PYO for at snakke projekt. Aftenen sluttede på hotellet, hvor en anden gruppe PYO-folk sad med alle deltagernes pas og skrev visumansøgninger til Jordan. De gør et utroligt stort stykke arbejde, og det kan være svært at forstå, de kan holde humøret så højt, når de har arbejdet så hårdt så mange dage og nætter i træk.
Billeder: vi har taget endnu flere - og de er gode! Vi vil gerne dele dem med Jer men har stadig visse tekniske problemer. Nogle professionelle fotografer har fulgt os i dag, så I kan starte med at checke denne side
...Og kampen for fred fortsætter i Jordan
april 12, 2007
Så har vi nået den sidste dag af Follow the Women i Libanon. Alle deltagerne drager i dag videre til Jordan for at fortsætte cykelturen for fred. Vi tilbringer dagen i Beirut for at mødes med PYO og tale projektsamarbejde.
Det betyder, at vi har sagt farvel til hele holdet, inklusiv den danske delegation, som var på 13 deltagere. Vi kendte ikke de andre danskere på forhånd, men havde hørt fra PYO, at de ville deltage. De viste sig at være en flok seje kvinder, der har samlet sig i en lille forening med det formål at få flere danskere til at deltage i Follow the Women. Vi har aftalt at snakke mere med dem hjemme i Danmark. Blandt andet planlægger de en cykelaktion for bedre integration af kvinder med anden etnisk baggrund i Danmark, hvor vi skal deltage.
De blogger også her nede fra, I kan læse mere om dem på http://www.followthewomen.dk
Igen i dag må vi understrege, hvor seje og dygtige PYO-medlemmerne er. Det er en fornøjelse.
Så har vi nået den sidste dag af Follow the Women i Libanon. Alle deltagerne drager i dag videre til Jordan for at fortsætte cykelturen for fred. Vi tilbringer dagen i Beirut for at mødes med PYO og tale projektsamarbejde.
Det betyder, at vi har sagt farvel til hele holdet, inklusiv den danske delegation, som var på 13 deltagere. Vi kendte ikke de andre danskere på forhånd, men havde hørt fra PYO, at de ville deltage. De viste sig at være en flok seje kvinder, der har samlet sig i en lille forening med det formål at få flere danskere til at deltage i Follow the Women. Vi har aftalt at snakke mere med dem hjemme i Danmark. Blandt andet planlægger de en cykelaktion for bedre integration af kvinder med anden etnisk baggrund i Danmark, hvor vi skal deltage.
De blogger også her nede fra, I kan læse mere om dem på http://www.followthewomen.dk
Igen i dag må vi understrege, hvor seje og dygtige PYO-medlemmerne er. Det er en fornøjelse.
Besøg i Hizbollahs besættelseslejr
april 18, 2007
Den tredje og sidste dag i Libanon gik for FTW-deltagerne med en tur til nogle ruiner i Baalbeck, hvorefter bussen kørte mod grænsen ved Damascus.
Sandsynligheden for forsinkelse i forventet ankomsttidspunkt til Beirut pga. problemer ved grænsen var pænt høj. Da vi havde aftalt et møde med PYO senere på dagen, valgte vi derfor at sige farvel til de andre FTW-deltagere om morgenen og bruge den solrige formiddag på at opleve Beirut i dagslys og på gåben. Det var på alle måder en interessant oplevelse – specielt da vores ben førte os hen til Hizbollahs lejr! Skræmmende og tankevækkende.
Først skulle vi hen til downtown, centrum i Beirut, hvor bl.a. det libanesiske parlament ligger. Alle veje dertil var stærkt bevogtede af politiet, og vores tasker blev også gennemsøgt op til flere gange. I gaden var der stort set tomt, og stilheden stod i skærende kontrast til Anes oplevelser fra sidste besøg i Libanon, hvor den indre by var præget af tempo og en livlig stemning. Efter at have krydset afspærringerne på den anden side, kom vi hen til teltene, vi tidligere havde kørt forbi. Med lidt charme og ved at lege lyshåret, uvidende turist kan man komme langt, og vi fik bevæget os et godt stykke hen mod teltene, før vi blev stoppet af en ung Hizbollah-gut. Han var meget interesseret i vores navne, nationalitet og civile status. Vi var mest interesserede i, hvorfor han havde boet på pladsen i en måned og andre havde besat stedet siden november. Trods fotografiforbud lykkedes det os at lokke hans kammerat til at tage et billede af os: [indsæt billede]
Besættelsen – som libaneserne kalder en demonstration – forværrer ikke kun den meget usikre politiske situation men ødelægger også totalt livet i den indre by. Caféer tvinges til at lukke på stribe, butikkerne har jerntremmer for ruderne, og udenlandske investorer trækker pengene ud. Da vi kom lidt væk fra teltene, var der imidlertid optimisme at spore. Vi gik forbi et hav af byggepladser, hvor store indkøbscentre og luksushoteller langsomt vokser frem. Det signalerer en klar tro på fremtiden, på bedre tider med politisk stabilitet og økonomisk vækst. Efter at have brugt et par dage i det skønne Beirut, kan man ikke andet end at håbe, at troen flytter bjerge. Libanon er virkelig et land med muligheder.
Den tredje og sidste dag i Libanon gik for FTW-deltagerne med en tur til nogle ruiner i Baalbeck, hvorefter bussen kørte mod grænsen ved Damascus.
Sandsynligheden for forsinkelse i forventet ankomsttidspunkt til Beirut pga. problemer ved grænsen var pænt høj. Da vi havde aftalt et møde med PYO senere på dagen, valgte vi derfor at sige farvel til de andre FTW-deltagere om morgenen og bruge den solrige formiddag på at opleve Beirut i dagslys og på gåben. Det var på alle måder en interessant oplevelse – specielt da vores ben førte os hen til Hizbollahs lejr! Skræmmende og tankevækkende.
Først skulle vi hen til downtown, centrum i Beirut, hvor bl.a. det libanesiske parlament ligger. Alle veje dertil var stærkt bevogtede af politiet, og vores tasker blev også gennemsøgt op til flere gange. I gaden var der stort set tomt, og stilheden stod i skærende kontrast til Anes oplevelser fra sidste besøg i Libanon, hvor den indre by var præget af tempo og en livlig stemning. Efter at have krydset afspærringerne på den anden side, kom vi hen til teltene, vi tidligere havde kørt forbi. Med lidt charme og ved at lege lyshåret, uvidende turist kan man komme langt, og vi fik bevæget os et godt stykke hen mod teltene, før vi blev stoppet af en ung Hizbollah-gut. Han var meget interesseret i vores navne, nationalitet og civile status. Vi var mest interesserede i, hvorfor han havde boet på pladsen i en måned og andre havde besat stedet siden november. Trods fotografiforbud lykkedes det os at lokke hans kammerat til at tage et billede af os: [indsæt billede]
Besættelsen – som libaneserne kalder en demonstration – forværrer ikke kun den meget usikre politiske situation men ødelægger også totalt livet i den indre by. Caféer tvinges til at lukke på stribe, butikkerne har jerntremmer for ruderne, og udenlandske investorer trækker pengene ud. Da vi kom lidt væk fra teltene, var der imidlertid optimisme at spore. Vi gik forbi et hav af byggepladser, hvor store indkøbscentre og luksushoteller langsomt vokser frem. Det signalerer en klar tro på fremtiden, på bedre tider med politisk stabilitet og økonomisk vækst. Efter at have brugt et par dage i det skønne Beirut, kan man ikke andet end at håbe, at troen flytter bjerge. Libanon er virkelig et land med muligheder.
Abonner på:
Opslag (Atom)
